Santibari

Børnehjemmet Santibari er en tryg oase for piger i et meget fattigt indisk landområde.

Santibari er et børnehjem i landsbyen Narayanpur, 250 km nord for Calcutta i Indien. Her bor 53 piger, der alle får støtte via fadderskaber gennem Verdens Børn.

Projektet gør en forskel

Børnehjemmet ligger som en lille oase langt fra større byer, omgivet af mange små, fattige landsbyer. Området er hovedsagelig befolket af santalere, -en stamme blandt Indiens mange urbefolkninger. De fleste er meget fattige. Mange arbejder under kummerlige forhold i de omkringliggende stenbrud, hvor sikkerhed bliver meget lavt prioriteret. Som følge deraf bliver arbejderne hurtigt nedslidte. De får alvorlige lungesygdomme og udsættes for diverse arbejdsskader.

Santibari er et trygt og godt hjem for Santibaris døtre, som pigerne på børnehjemmet kaldes. Pigerne er aktive og glade. Og i crechen – en lille forskole – går der yderligere 60 lokale piger og drenge udover Santibaris egne piger.

I tilknytning til hjemmet er der en lille sygeplejeklinik, Seva Kendra. Klinikken får ingen offentlig støtte, men drives bl.a. af donationer fra Danmark og Verdens Børn. Tre sygeplejersker varetager hovedsagelig forebyggende sundhedsarbejde i 22 af de omliggende landsbyer. Sygeplejerskerne laver et uvurderligt arbejde med denne befolkning. De kontrollerer de gravide, vaccinerer børn mod polio og tuberkulose, underviser i spædbørnsernæring, uddeler medicin og yder akut sundhedspleje. Sygeplejerskernes forebyggende arbejde har igennem årene medført et fald på 80% i spædbørnsdødelighed.

Støttet af Verdens Børn siden 1978

Verdens Børn har støttet projektet siden 1978.

Projektet blev startet op af den danske missionær Ellen Laursen i 1978. I dag ledes projektet af Sandip Chatterjee, der også leder Durgapur-projektet, som ligger forholdsvis tæt på Santibari

Projektansvarlig

 

Merete Hansson

mh@verdensboern.dk

Adresse

Santibari, Narayanpur, 731239 Dist. Birbhum, West-Bengal, India.

Projektnummer: 1336 og 1337

Børnene siger

Scroll til toppen